Skårup Borgerbudget – uddeler midler til aktiviteter i 5881 området.
Skårup Borgerbudget er åbent for ansøgninger!
Næste ansøgningsfrist er den 20. oktober 2023.
Vinder-projekterne får besked på et Borgermøde, som afholdes i forbindelse med Lokalrådets Generalforsamling den 7. november kl. 19.00 i Skårup Kultur og Idrætscenter.
Har du nogle spørgsmål vedrørende Borgerbudgettet, er du velkommen til at kontakte os på mail: kontakt@bk.5881skaarupsogn.dk.
Følg med her på siden eller i vores nyhedsbrev, for at høre nyt om Borgerbudgettet.
Generelle krav til en ansøgning til Skårup Borgerbudget
Dit projekt skal bidrage til følgende vision:
Skårup Sogn er kendt (og eftertragtet) for at være det sted man bor, når man vil være tæt på alting – byen, havet, naturen. Som område er vi forbundet og oplever en nærhed til de væsentlige kvaliteter i området.
Det vil sige at projekter der tildeles under Skårup Borgerbudget skal varetages af og komme beboere i området 5881 til gode.
Ansøgningen skal være på max 3 sider, eller den kan indsendes som video. Ansøgningen skal vedlægges et budget.
Ansøgningen skal besvare følgende spørgsmål:
- Hvilke aktiviteter indeholde projektet, og hvad vil I opnå med dem?
- Hvem eller hvad i Skårup Sogn 5881 er jeres projekt til gavn for?
- Hvem har ansvaret for at gennemføre projektet?
- Hvad koster projektet? I kan søge op til kr. 20.000,- til jeres projekt.
- Hvornår starter projektet og hvornår er det slut?
- Potentialeplanen arbejder med 7 indsatsområder (Natur, forbindelser, foretagsomhed, børn og unge, fællesskab, boliger og bosætning og kommunikation) – hvilket af disse områder ligger jeres projekt indenfor? Beskriv gerne hvordan.
Ansøgningen skal indsendes til Skårup Lokalråd senest den 20. oktober kl. 10.00 til: kontakt@bk.5881skaarupsogn.dk
Projekter modtaget efter denne dato kommer ikke i betragtning.
Hvilke projekter kan søge
Skårup Borgerbudget uddeles af Skårup Lokalråd på vegne af Svendborg Kommune. Da der er tale om kommunale midler, er der også en ramme for hvilke typer af projekter der kan tildeles midler. Rammen for borgerbudgettet er:
- Projekterne skal være af almennyttig karakter, der kommer en bred gruppe af borgere til gode og ikke støtte enkeltpersoner eller virksomheder
- Er der tale om fysiske projekter skal borgerne selv drifte projekterne efterfølgende. Svendborg Kommune overtager ikke driften af projekterne.
- Midlerne kan ikke bruges til at finansiere kommunale driftsopgaver, driften af projekter eller aflønning af projektdeltagere.
- Projekter skal enten forankres i en lokal forening eller i lokalrådet. Der kan ikke udbetales midler direkte til borgere.
- Projekter skal som udgangspunkt afsluttes inden for et år fra tildeling af tilskuddet.
Når projektet er slut, skal projektejer:
- Sende et regnskab til Svendborg Kommune, som redegør for hvordan pengene er brugt, og sammenholder faktiske udgifter med budgetterede udgifter. Hvis der er store afvigelser fra det godkendte budget, skal dette forklares. Alle udgifter skal dokumenteres med regninger/kvitteringer, som skal medsendes regnskabet. Når regnskabet er godkendt af Svendborg Kommune, udbetales pengene.
- Sende en kort historie til Skårup Lokalråd, der beskriver hvordan I har brugt pengene og hvad der er kommet ud af det. Historien kan fortælles på skrift eller ved brug af lyd/billeder/video, og man skal være indstillet på at den deles på facebook, vores hjemmeside eller i Folk & Fæ.
